Nuzo

Du har været hjemmeisoleret – har kommunikeret med kollegaer, arbejdsgiver og kunder på digitale platforme som Skype og Teams samtidigt med, at du har skulle strukturere en meningsfuld hverdag for din 3 – 7 og 10 årige, der har været i samme corona-isolation som dig selv.

Derudover så kæmpede du i den første tid af isolationen med at bestille varer fra nemlig.com, der ikke kunne tilbyde levering før 14 dage senere, hvilket gjorde, at du var nødt til at bevæge dig ned i det lokale supermarked for at hente proviant.

Efterfølgende kæmpede du en brav kamp med AULA, som viste sig fra sin mest vrangvillige side og holdt dig ud i strakt arm, mens politikerne i dit tv fortalte dig, at det var herigennem, at lærerne fortsat ville varetage undervisningspligten for dine børn.

Kan du genkende bare lidt fra ovenstående?

NUZO har intet med hverken ZEN eller buddhisme at gøre, men derimod en forkortelse af Nærmeste UdviklingsZOne. Og det vil jeg vove at påstå, at flertallet af os har oplevet at være i, i løbet af de sidste to måneder. Vi har ikke været der for første gang i vores liv – og det vil heller ikke være sidste. Men det er en fælles tidslomme i historien, hvor vi med en høj grad af sandsynlighed alle sammen har været der – bragt derhen af de samme samfundsmæssige omstændigheder; nemlig Covid19 – corona.

Nærmeste Zone for udvikling er lige der, hvor vi bevæger os fra den trygge zone (grøn) ud i den ”lettere utrygge” gule zone. Hvor vi bevæger os fra det vi ved; det vi kan; det vi har erfaring i og føler os trygge og kompetente med, ud i noget, hvor vi ikke føler os helt så vidende, erfarne eller trygge. Der hvor vi har potentialet til og muligheden for at lære noget nyt.

Det kan føles lidt som at ”miste fodfæste for en stund” – og det må man gerne. Nogle gange vælger vi bevidst og aktivt at bevæge os i NUZO – andre gange ”kastes vi uforvarende derud” – og nogle gange ryger vi direkte fra den trygge grønne zone helt ud i den røde cirkel, hvor alle alarmknapper bimler og bamler, og vi påvirkes af det i en sådan grad, at hele vores mentale system går i ”overlevelsesmode” for en stund. I den røde zone føles det hverken trygt eller rart, ej heller som ”at miste fodfæste for en stund”. Det kan føles som om, at man har hele livet som indsats.

Coronakrisen har med garanti sendt flere af os til tælling i både gul og rød zone. Både på et følelsesmæssigt og mentaltplan. For rigtig mange har det også haft store konsekvenser ift. økonomi, job, trivsel, mental sundhed, parforhold, familierelationer og mange andre ting.

Vi kan ikke ændre på det faktum, at verden er blevet ”rendt over ende” af en pandemi. Den del er ude af vores hænder for nu.

Det vi kan tage styring på og påvirke, det er måden, hvorpå vi vælger at co-eksistere med de vilkår og konsekvenser corona har haft på vores personlige og professionelle liv.

Den ”lille” (*læs til tider meget store) øvelse ’at skifte perspektiv’ på en situation; en udfordring; en relation eller et vilkår er vejen til at træne ’nye mentale veje og stier’, som støtter dig i at genfinde balancen. Hjælper dig til at finde veje, som gør dig stærkere, når du går; gør dig mere nuanceret og reflekteret; er med til at regulere dine følelser, så du oplever at ”have fat i dig selv” og dine ressourcer, din viden, erfaring og kompetencer. Både de menneskelige OG de fag-faglige.

Det er med ´perspektiv-skifte-træning”, som det er med muskler. Vil du gerne have, at din kompetence i at skifte perspektiv skal vokse sig stor og stærk? Så skal du træne – træne – og træne….

For mig er der NUZO-træning i at skrive dette – for mig – første blogindlæg. Jeg er i den gule zone – det kilder lidt i maven – jeg har HELT KLART udskudt opgaven lææænge med en hen kastet bemærkning om, “at det der blogging, vist var noget for de digitalt indfødte” , og derfor var det ikke noget JEG behøvede at forholde mig til. Selvfølgelig også pga. mangel på tid – klart nok ;-)

Det har, som du måske kan læse, krævet et par perspektiv-skifte undervejs, for ikke at tale mig selv ind i unødvendigheden i at ´blogge´; og bare blive hjemme i min trygge grønne zone – der hvor jeg har det bedst, og hvor det er helt fint at blive.

Heldigvis fik jeg perspektiveret mig ud af busken, og brugt mine ny-vundne corona-timer til at ”rykke lidt ved min balance”- og opdage, at jeg faktisk stadig står på begge ben.