Allegorier og metaforer
De to munke
To munke, en ældre og en yngre, går igennem en skov og ankommer til en flod, som de bliver nødt til at krydse for at kunne fortsætte deres rejse. En kvinde sidder ved flodens bred og beder munkene hjælpe hende over på den anden side. Strømmen er for stærk, og hun tør ikke krydse floden.
De to munke har aflagt ed om, at de ikke må røre ved kvinder, end ikke kigge på dem. Den yngste munk afslår høfligt den unge kvindes forespørgsel, men den ældre løfter kvinden op på sin ryg og svømmer med hende på ryggen over på den anden side af floden. Den unge munk er chokeret over bruddet på eden, men siger intet. Efter flere timers vandren i skoven og uendelige spekulationer og frustrationer over episoden kan han ikke længere holde sig tilbage og spørger den ældre munk:
”Hvordan kan du bryde dit løfte og bære kvinden over på den anden side af floden?” Den ældste munk griner og svarer: “Jeg har for længst sat kvinden af på bredden. Men du bærer stadig rundt på hende.”
(Zenbuddhistisk fortælling)
Formål:
Historien illustrerer betydningen- og konsekvensen af, ”hvad det gør ved os”, når vi har svært ved at slippe nogle bestemte tanker – og giver de samme tanker ’vores fulde opmærksomhed’. Historien viser også så fint, hvordan vi som mennesker – ud fra den samme situation – kan forholde os forskelligt til vores tanker, og hvad det har positiv konsekvens for den, som evner at ’lade tankerne passere’, som var de skyer på himlen.
Sårmetafor
”Hvis et sår skal hele, er man nødt til at lade det være, ellers forhindrer man helingsprocessen”
Forestil dig, at du fik skåret dig i din finger. Hvad ville du gøre? Typisk ville man stoppe blødningen, rense såret og tage et plaster på. Måske ville man over de næste dage skifte plasteret ud et par gange, og derudover bare ”lade det være”.
Hvad ville der ske, hvis du i stedet for tog plasteret af og på 30 gange om dagen; kradsede og pillede i såret; holdt det under vand; tørrede det og så liiige rensede det en gang til.
Præcis – dit sår ville få mere end svært ved at hele. Faktisk er det sandsynligt, at det ville blive værre; måske ville der gå betændelse i. Helingsprocessen ville trække ud.
Det er med vores tanker og ”mentale sår”, som det er med et fysisk sår, der skal hele op.
Hvis du hele tiden kradser og piller i dit sår, så heler såret ikke. Det betyder, at hvis du har et overdrevent fokus på dit problem og giver det din tid og opmærksomhed, så ender du med at ”kradse” i din helingsproces med al din tænkning, bekymring og grublen.