Mælkebøttebarnet – et barn med superkræfter?

Faktaboks:

Resiliens dækker, som begreb, over den proces ved menneskelig udvikling, hvor udviklingen forløber mere positivt end forventet, når man ser på de opvækstsbetingelser, hvorunder den foregår. Det betyder, at resiliens er at udvikle sig positivt på trods af vanskelige betingelser – og vigtigst af alt sammenlignet med andre børn og unge, der er vokset op under samme vilkår.

Resiliens som begreb, går helt tilbage til 1960’erne, men det var først i 1996, at Dion Sommer, indførte begrebet på dansk. For at forstå begrebets nuancer skal man vide, at det rummer yderligere to forudsætninger, nemlig RISIKO og POSITIV ADAPTION.

Helt overordnet og uden at gå i videnskabelige detaljer, så handler risiko og positiv adaption om:

• Hvilke og hvor mange risikofaktorer der er i barnets miljø (fx vold, misbrug, psykisk sygdom)
• Hvilke beskyttende faktorer er der tilstede i barnets liv? (skole, nærmiljø, fritid, relationer)

Det helt afgørende i resiliensforskningen, og det man kan dokumentere videnskabeligt er, at jo flere beskyttende faktorer/miljøer/relationer, der er i et barns liv, hvis opvækstvilkår er stærkt problematiske, jo større en grad af resiliens vil barnet have mulighed for at udvikle.

Det er nemlig væsentligt at forstå, at resiliens IKKE er et personlighedstræk eller en iboende egenskab i barnet. Resliens udvikles i et dynamisk samspil imellem barnet – miljøet og de beskyttende faktorer eller fravær af samme, som barnet har i sit liv.

Lige præcis i lyset af ovenstående perspektiv i resiliensforskningen, bliver vores ”navngivning” af de her børn og unge, som bryder mønsteret vigtigt, hvis vi gerne vil forstå og nuancere debatten om arv og miljø, og om hvor deres ”modstandskraft” kommer fra.

For er man et MÆLKEBØTTEBARN, så ligger der implicit en forståelse af barnet, som værende et individ med en iboende kraft og styrke, som gør det særligt modstandsdygtigt overfor risici og modstand. Ligesom mælkebøtten, der ”kan trodse vind og vejr og bryde op igennem den hårde asfalt”. Det vil sige, at ansvaret for egen succes eller fiasko ligger hos barnet selv.

Hvis vi køber den præmis, så har vi afviklet udviklingspotentialet hos en bred skare af mennesker, ligesom vi i høj grad har spillet vores egen fag-professionelle indsats og relevans af banen.

Jeg er ikke ude i en mission, hvor vi aldrig mere må anvende begreber som ”mælkebøttebarn” eller ”mønsterbryder”. For i visualiseringen og billedlig-gørelsen ligger der faktisk en smuk symbolik i mælkebøttens vej op igennem asfalten. Det billede må bare ikke stå alene, da det bliver for ensidig og banal en forståelse, da den dynamik vi faktisk videnskabeligt kan se og dokumentere i dag, er langt mere kompliceret ….. og så alligevel så lige til. For det handler om menneskesyn – positiv psykologi – fokus på styrker og potentialer frem for begrænsninger og fejl-finder-fokus.

Så derfor vil jeg gerne slå et slag for, at vi udvider vores forståelse – stiller kritisk og nysgerrigt ind på de termer vi anvender, med det for øje at SIKRE, at de indsatser vi tilrettelægger, er relevante og meningsfulde for de liv som leves og som skal styrkes positivt.

Det er i de beskyttende faktorer – både karakteren og mængden af dem – at barnet udvikler resiliens og på den måde bliver stærkere og øger sandsynligheden for at bryde med de opvækstvilkår og “mønstre”, som “nogen” kunne have spået, ville blive videreført af dem i deres voksne liv.

Så mælkebøttebørn er RESILIENTE børn, der er blevet set og styrket positivt; har haft én eller flere omsorgspersoner i deres liv, som har gjort en meningsfuld forskel for dem. Det er børn, som måske har fundet et ”helle” i en fritidsaktivitet eller i relationen til en lærer, en kammerats mor eller far eller en helt tredje og betydningsfuld person for dem. Det er børn som BRYDER mønstre – i et dynamisk samspil med deres omverden – en omverden hvor der har været fokus på at styrke de ”beskyttende faktorer”, der er med til at udvikle menneskers resiliens. Jo flere miljøer, relationer eller sociale arenaer, vi som fag-professionelle kan sætte ind på og understøtte positivt – jo flere muligheder er der for succes i barnets udvikling af resiliens.

Jeg tror på, at børn der udvikler en høj grad af resiliens – også er børn som på en eller anden måde har evnet at tage ”det bedste” med sig fra de sammenhænge og relationer, hvori de har indgået. Uanset varigheden af relationen eller den specifikke kontekst – så evner de instinktivt at ”spotte” den del, som ”giver dem næring”; den del som udvikler og er med til at understøtte deres resiliens og give dem styrke.

Det fortæller mig noget om, at de her børn – unge – og senere voksne også må have et mindset, hvor de evner at se muligheder frem for begrænsninger; evner at ”flippe deres perspektiv” og nuancere deres fortælling og tolkning om det de ser og oplever på en måde, hvor de er med til at fremme styrkerne og potentialerne i sig selv.

Idag er resiliensforskningen et sindssygt spændende sted med sig. Man taler om, at forskningen er gået ”i bølger”, og at vi nu er i 4. bølge. ”Bølgerne” er – ligesom så meget andet – karakteriseret af sin tids samfundssyn – ligesom det helt naturligt baseres på den viden og teori, der er tilgængeligt på pågældende tidspunkt.

Jeg finder det især inspirerende og interessant at kigge ind i den tværfaglige forskning, der ser på vekselvirkninger mellem et individs udvikling påvirket af det fysiske, sociale, psykologiske og kulturelle miljø. Alle de faktorer påvirker nemlig ikke kun psyken, men også̊ den neurale og genetiske aktivitet i hjernen.

Man arbejder f.eks. med hypotesen om, at vanskelige opvækstvilkår kan fremkalde stress i barnet, som ændrer både hjernens udvikling, den neurale aktivitet og i sidste ende påvirker generne.

Hvis vi lige lader den stå et øjeblik …… ”vanskelige opvækstvilkår kan fremkalde stress i barnet, som ændrer både hjernens udvikling, den neurale aktivitet og i sidste ende påvirker generne.”

….. og vi så sætter den del af forskningen i perspektiv med vores samfundstids helt store udfordring, nemlig STRESS, som kan ramme alle – uanset opvækst og miljø, så er der da absolut grund til at stoppe op og ”få kigget ind i”, hvordan vi ”taler om” og forstår disse såkaldte ”robuste mælkebøttebørn” og “mønsterbrydere”. For der er dælme forskel på, at se barnet og den unge, som værende ”særligt robuste med iboende modstandskraft” til at anerkende, at udviklingen af deres robusthed og resiliens (eller mangel på samme) skabes i et dynamisk samspil med deres omgivende miljøer og relationer.

Hvad sker der med disse børn og unges betingelser, hvis de positive adaptiver, miljøer, relationer og indsatser vi byder ind med, er karakteriseret ved en høj grad stressbelastning, som – set på et samfunds- og globaltniveau – gør mennesker syge? Mennesker vis miljø- og opvækstvilkår ikke var blevet kategoriseret som ”stærkt problempræget og risikofyldt” i deres udgangspunkt?

Jeg har ikke svaret, men vil følge med i den forskning, som pågår….. måske du har fået lyst til det samme?